Selvforsyning

🌱 Selvforsynings-serien: Del 3 af 12

To drivhuse - to filosofier

Udgivet 13.07.2026

To drivhuse - to filosofier

 

To drivhuse – to måder at dyrke på

"Det første drivhus lærte os glæden ved at dyrke. Det næste lærte os, at selvforsyning også handler om at finde balancen mellem det, vi ved virker, og lysten til hele tiden at prøve noget nyt."

Fra hyggedyrkning til større ambitioner

Da vi byggede vores første drivhus af gamle terrassedøre, havde vi én ambition.

Vi ville gerne dyrke vores egne tomater, agurker og peberfrugter.

Det var hyggeligt.

Det gav glæde.

Og vi lærte utrolig meget.

Men år efter år skete der noget.

Vi plantede flere tomater.

Vi prøvede nye sorter.

Vi begyndte at høste mere, end vi kunne spise frisk.

Og for første gang begyndte vi at lave tomatsovs af vores egne tomater.

Langsomt ændrede vores tankegang sig.

Vi ville ikke længere kun dyrke grøntsager, fordi det var hyggeligt.

Vi ville dyrke nok til, at det faktisk kunne mærkes i vores hverdag.

Det var derfor, vi byggede vores første store tunneldrivhus.

Tines tunneldrivhus

Vi troede egentlig bare, at vi byggede et større drivhus.

I virkeligheden begyndte vi på et helt nyt kapitel.

Vi opdagede, at vi havde lidt forskellige styrker

Da tunneldrivhuset stod færdigt, glædede vi os begge.

Nu havde vi masser af plads.

Vi kunne dyrke langt flere planter end tidligere, og samtidig fik vi mulighed for at prøve flere ting.

Men efterhånden opdagede vi også, at vi ikke altid tænkte helt ens omkring pladsen.

Ikke fordi den ene af os ønskede produktion og den anden kun ønskede eksperimenter.

Vi vil begge gerne prøve nye ting.

Forskellen ligger snarere i, hvor hurtigt vi får lyst til at gå videre til det næste.

Jeg kan godt lide selve eksperimentet.

At prøve en ny sort.

En ny dyrkningsmetode.

En grøntsag, vi aldrig har dyrket før.

Eller noget, som vi ikke engang ved, om kan fungere.

Når vi først har fundet ud af, at noget virker, kan jeg til gengæld begynde at miste lidt af interessen.

Så begynder jeg allerede at tænke:

"Hvad kan vi prøve næste gang?"

Her er Tine anderledes god til at holde fast.

Hun vil bestemt også gerne prøve nye ting, men hun har samtidig blik for, at hvis vi har fundet noget, der fungerer rigtig godt, skal vi ikke nødvendigvis ændre det hele næste sæson.

Og det har vist sig at være en ret vigtig balance.

Tomaterne viste os forskellen

Tomater er nok det bedste eksempel.

Vi bruger rigtig mange tomater.

Vi spiser dem friske gennem sommeren, og en stor del af resten bliver til tomatsovs.

Derfor giver det rigtig god mening at bruge en stor del af drivhuspladsen på tomater.

Når man først har sorter og dyrkningsmetoder, der fungerer, kan man selvfølgelig bare gentage det næste år.

Og det er her, vores forskellige tilbøjeligheder bliver tydelige.

Tine er god til at tænke:

Det virker – lad os gøre det igen.

Jeg begynder hurtigere at tænke:

Det virker – men hvad sker der, hvis vi prøver noget andet?

Ingen af delene er i sig selv bedre.

Problemet opstår først, hvis den ene tilgang får lov til at fylde det hele.

Hvis vi kun gjorde det, vi allerede vidste virkede, ville vi lære mindre nyt.

Hvis jeg omvendt fik lov til at lave alle de eksperimenter, jeg kunne finde på, ville der sandsynligvis ikke være ret meget stabil produktion tilbage.

Så ville hele drivhuset hurtigt blive ét stort forsøgsområde.

Jeg begynder at kede mig, når det bliver rutine

Det er nok den mest præcise måde at beskrive forskellen på.

Jeg elsker at få en idé og prøve at finde ud af, om den kan fungere.

Kunne vi dyrke kartofler i drivhuset?

Kunne vi få tidligere gulerødder?

Hvordan ville forskellige løgsorter klare sig?

Kan vi dyrke grøntsager gennem vinteren?

Hvad sker der, hvis vi flytter kål fra friland ind i drivhuset?

Kan vi dyrke meloner?

Eller svampe?

Der dukker hele tiden nye idéer op.

Men når noget efter nogle år begynder at blive en fast rutine, mister jeg lidt af interessen.

Hvis opskriften bare er:

"Plant de samme 50 tomatplanter igen og gør præcis det samme som sidste år"

så begynder jeg ret hurtigt at kigge efter et nyt projekt.

Det er ikke fordi, produktionen ikke interesserer mig.

Tværtimod.

Det er jo netop produktionen, der gør selvforsyningen reel.

Men det er eksperimenterne, der holder min nysgerrighed i gang.

Tine er god til at holde fast i det, der virker

Og det er her, Tine har en styrke, som efterhånden er blevet ret vigtig i vores måde at arbejde på.

Hun vil også gerne have ferskner.

Prøve nye sorter.

Dyrke nye grøntsager.

Og finde ud af, om noget kan gøres bedre.

Men hun er bedre end mig til at sige:

"Det her fungerer faktisk rigtig godt. Det skal vi huske at blive ved med."

Det betyder, at ikke alle vores bede bliver lavet om hvert år.

At vi fortsat dyrker store mængder af de grøntsager, vi ved, vi bruger.

Og at et vellykket eksperiment på et tidspunkt kan få lov til at gå fra at være forsøg til bare at være en naturlig del af vores dyrkning.

Det er faktisk en ret vigtig del af selvforsyning.

For hvis man hele tiden eksperimenterer, men aldrig gør noget af det, man lærer, til en fast del af hverdagen, bliver det svært at bygge en stabil produktion op.

Pladsen blev alligevel en udfordring

Selv om vi begge gerne ville prøve nye ting, havde vi stadig det samme problem:

Plads.

Når tunneldrivhuset var fyldt med tomater, agurker og peberfrugter, var der ganske enkelt ikke ret meget plads tilbage.

Hver gang vi ville prøve noget nyt, skulle noget andet vige.

Og hvis alternativet var at fjerne en tomatplante, som vi vidste ville give os tomater og senere tomatsovs, vandt tomatplanten ofte.

Ikke fordi eksperimentet var en dårlig idé.

Men fordi produktionen også havde værdi.

På et tidspunkt blev løsningen derfor ret oplagt.

Vi havde brug for mere plads.

Derfor byggede vi endnu et drivhus

Så vi gjorde nok det, de færreste ville have gjort.

Vi byggede endnu et tunneldrivhus.

Henriks drivhus - byggprojekt

Henriks drivhus færdig

Denne gang lidt større.

Det blev hurtigt kendt som Henriks drivhus.

Ikke fordi Tine ikke bruger det.

Og heller ikke fordi det kun er mit.

Navnet hænger mest ved, fordi det fra starten blev det sted, hvor der var lidt bedre plads til alle mine idéer.

Her var det helt i orden, hvis et bed blev brugt på noget, vi aldrig havde prøvet før.

Hvis forsøget mislykkedes, havde vi lært noget.

Hvis det fungerede, kunne det måske senere blive en del af vores faste dyrkning.

Det gav os pludselig mulighed for både at holde fast i produktionen og samtidig have plads til udvikling.

Det ene drivhus blev mere stabilt – det andet mere eksperimenterende

I praksis fik drivhusene derfor lidt forskellige roller.

Ikke så firkantet, at alt nyt foregår i det ene og alt velkendt i det andet.

Men forskellen kan stadig mærkes.

I det første tunneldrivhus fylder den stabile produktion mere.

Her dyrker vi mange af de grøntsager, vi allerede ved, vi bruger meget af.

Især tomater, agurker og peberfrugter.

Det er blandt andet herfra, en stor del af vores tomater til tomatsovs kommer.

I det andet tunneldrivhus er der større frihed til at ændre tingene.

Her har vi plads til nye sorter, forskellige dyrkningsmetoder og de idéer, som måske – og måske ikke – bliver en del af vores fremtidige selvforsyning.

Men det betyder ikke, at det ene drivhus aldrig ændrer sig.

Eller at det andet ikke producerer noget.

Tværtimod.

Et eksperiment skal helst ende med noget

Noget af det interessante er nemlig, hvad der sker, når et forsøg lykkes.

Hvis vi finder en grøntsag eller metode, der fungerer rigtig godt, behøver den jo ikke blive ved med at være et eksperiment.

Så kan den flytte over i den mere stabile del af dyrkningen.

På den måde fungerer vores eksperimenter næsten som en slags udviklingsafdeling.

Vi prøver noget.

Ser om det fungerer.

Justérer.

Og hvis resultatet giver mening for os, kan det bagefter blive en fast del af den måde, vi dyrker på.

Det synes vi faktisk er en spændende måde at arbejde med selvforsyning på.

Man behøver ikke vide fra starten, hvordan hele systemet skal se ud.

Man kan bygge det op lidt efter lidt.

Vi har også påvirket hinanden

Efter nogle år begyndte grænserne mellem de to drivhuse faktisk at blive mindre tydelige.

Nogle tomater flyttede over i det mere eksperimenterende drivhus.

Det gav mere plads i det første.

Og den plads blev ikke bare fyldt med endnu flere af de samme planter.

Der begyndte også at komme nye ting til.

Blandt andet ferskner og vindruer.

Samtidig har mit drivhus fået mere stabil produktion.

Det er egentlig meget naturligt.

For vi lærer jo begge af det, der fungerer.

Tine er blevet påvirket af min lyst til at prøve noget nyt.

Og jeg er blevet påvirket af hendes evne til at holde fast i det, der allerede fungerer.

Forskellen mellem os er derfor ikke så meget produktion kontra eksperimenter.

Det er mere et spørgsmål om, hvor på skalaen vi naturligt befinder os.

Hvis jeg bestemte alt, blev det nok ét stort eksperiment

Det kan godt være, at det lyder sjovt med et drivhus fyldt med nye forsøg.

Og det er det også.

Men der er en bagside.

For hvis jeg alene fik lov til at følge alle de idéer, jeg får, ville vi sandsynligvis nå at ændre halvdelen af systemet, inden vi havde fundet ud af, hvor godt den tidligere løsning egentlig fungerede.

Det er her, Tine er god til at holde fast.

Hun er med til at sikre, at vi ikke glemmer formålet midt i alle idéerne:

At producere noget, vi faktisk kan bruge.

Det er samtidig det stabile fundament, der gør det muligt at eksperimentere.

Når vi ved, at der stadig kommer tomater, agurker og andre sikre afgrøder, er det meget lettere at tage chancen med noget nyt i et andet bed.

Og hvis vi aldrig eksperimenterede, ville vi gå glip af meget

Den modsatte yderlighed ville heller ikke fungere for os.

Hvis vi kun dyrkede de samme planter på præcis samme måde år efter år, ville vi aldrig opdage alle de andre muligheder.

Mange af de ting, vi i dag ser som en naturlig del af vores selvforsyning, begyndte netop med et spørgsmål:

"Mon det her kan lade sig gøre?"

Nogle af de spørgsmål giver ikke noget brugbart resultat.

Andre ændrer faktisk vores måde at dyrke på.

Det er derfor, vi gerne vil bevare pladsen til begge dele.

To drivhuse gjorde balancen lettere

Når folk spørger os, hvilket drivhus vi helst ville undvære, er svaret ikke enkelt.

For det er ikke længere bare to bygninger.

De har givet os plads til to sider af den samme måde at arbejde på.

Den ene side handler om at holde fast i det, der virker.

Den anden handler om at blive ved med at stille nye spørgsmål.

Vi har brug for begge dele.

Uden den stabile produktion ville selvforsyningen hurtigt ende som en samling spændende haveforsøg.

Uden eksperimenterne ville vi til gengæld udvikle os langt langsommere.

Det er kombinationen, der fungerer for os.

Det er blevet vores måde at arbejde på

Når vi ser tilbage i dag, handler historien derfor egentlig ikke kun om to drivhuse.

Den handler om, hvordan vi arbejder sammen.

Vi vil begge gerne prøve nye ting.

Vi vil begge gerne producere mere af vores egen mad.

Og vi vil begge gerne blive bedre til det.

Men vi har forskellige naturlige styrker.

Jeg er ofte den, der får lyst til at ændre noget, prøve en ny idé og se, hvad der sker.

Tine er bedre til at holde fast i de ting, vi allerede har lært fungerer, så vores selvforsyning ikke bare bliver ét stort eksperiment.

Og måske er det netop derfor, kombinationen fungerer så godt for os.

For når et eksperiment lykkes, hjælper Tine med at gøre det til noget, vi faktisk bliver ved med.

Og når hverdagen bliver lidt for rutinepræget, er jeg som regel klar med den næste idé.

På den måde får vi både kontinuitet og udvikling.

Og sammen har det gjort os langt mere selvforsynende, end vi nogensinde havde forestillet os, da vi stod med vores første lille drivhus bygget af gamle terrassedøre.

 

🌱 Fortsæt selvforsynings-serien

Del 1 af 12 (Første afsnit) ➜ Selvforsyning – Vores rejse mod større frihed

Del 2 af 12 (Forrige afsnit) ➜ Helårsdyrkning i drivhus

Del 3 af 12 (Aktuelle afsnit) - To drivhuse - to filosofier

Del 4 af 12 (Næste afsnit) ➜ Derfor byggede vi et kålhus mod kålsommerfugle og larver

FØLG MED PÅ FRIHEDSREJSEN

Vil du følge vores næste erfaringer?

Få nye artikler, projekter og konkrete erfaringer fra vores rejse mod større frihed og uafhængighed direkte i indbakken.

Hvad interesserer dig mest?

Vælg det emne, du helst vil starte med. Dit valg bestemmer dit introduktionsforløb, og du kan altid udvide dine interesser senere.

Ingen spam. Kun nye artikler, konkrete projekter og erfaringer fra vores egen rejse.

 

 

Skrevet af Tine & Henrik

Senest opdateret 28.08.2026

Tine og Henrik

Denne artikel bygger på vores egne erfaringer fra Den Gamle Plantage. Vi deler vores projekter, erfaringer, succeser og fejltrin undervejs – ikke fordi vi har alle svarene, men fordi vi tror på, at små skridt over tid kan skabe stor frihed.

🎯 Vores mål er at skabe et liv med mere frihed og større uafhængighed med en plan om at kunne gå tidligere på pension i 2034.

Denne artikel er en del af vores arbejde med selvforsyning, hvor vi løbende tester, lærer og bygger flere lag af selvforsyning ind i vores hverdag.

➜ Læs mere om os

➜ Se vores frihedsplan frem mod 2034

 

← Tilbage til Artikler